Min metode
I mit arbejde som underviser, kursusholder, behandler og samtaleterapeut gennem mange år, har jeg udviklet min metode med afsæt i flere forskellige psykologiske retninger. Kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk metode, og systemiske teorier er de retninger, jeg bevæger mig indenfor i mit arbejde.
I mit arbejde med afhængige og pårørende er jeg specielt skolet og inspireret indenfor 12-trinsprogrammet og Craig Nakken.
12-trinsprogrammet har ført mig gennem en udviklingsproces i forhold til mine egne relationer til afhængige og har befriet mig fra det mangelfulde selvbillede, som blev skabt i den familie, jeg voksede op i. Trinene er en kyndig vejledning til at få gjort op med de psykiske og følelsesmæssige mønstre, som er blevet skabt i et liv påvirket af afhængighed.
Craig Nakken (USA), familieterapeut, underviser, konsulent og forfatter til en lang række arbejdsbøger for behandlere indenfor misbrugsområdet, er den fagperson der har inspireret mig mest, og som jeg anvender dagligt i både min undervisning og terapi. Han har specialiseret sig i behandling af afhængighed og familiens helbredelse efter afhængighed, og jeg har fulgt flere af hans kurser i Danmark - første gang i år 2000. Craig Nakken har bidraget med en dybere forståelse for, hvor enorm en indflydelse afhængighed har på både den afhængige selv, men også på de pårørende. Den ændring, der sker i den afhængige, er ikke blot en fysisk svækkelse og nedbrydning, men den afhængige ændrer efterhånden sin personlighed til det, Craig Nakken kalder ”den afhængige personlighed”. ”Den afhængige personlighed” er karakteristisk ved blandt andet at udskifte sine værdier til selvcentrerede strategier, der har til opgave at opretholde retten til at misbruge.
Eckhart Tolle har bidraget med et begreb ”smertekroppen”, som jeg anvender i terapi og i undervisning. ”Smertekroppen” er resultatet af vores opsparede ubearbejdede konflikter, tab og sår mellem mennesker af betydning og i forhold til os selv. Smertekroppen kan tage ”magten” over vores sind og handlinger i perioder. Det viser sig ved voldsomme overreaktioner, som kan tage lang tid om at gå over, og som virker destruktivt på én selv og andre.
I mit arbejde med børnebehandling anvender jeg teori og praksis fra to hovedkilder:
Haldor Øvreide og Marte Meo Metoden, der begge udspringer fra Sterns fantastiske forskning om barnets tilknytning.
Sidst - men ikke mindst - anvender jeg Louise Hays redskaber og metoder både i min undervisning og terapi. Louise Hay har sat fokus på, hvorledes vores kritiske og negative tanker undertrykker og holder én fast i et lavt selvværd. Ved bevidst at vælge at styrke sig selv gennem positive bekræftelser, er det muligt at styrke sit selvværd og øge sin livsglæde.



